Mit liv som dyr

Der var en solsort i haven, hvis sort-gule øje virkede så vidende. Det drev mig til vanvid. Han stillede sin viden til skue og fik mig til at føle mig så uvidende. Når den blinkede med øjnene, var det som at se en flig af en pirats krøllede skattekort. Jeg kunne se, at der var et kryds på kortet, som markerede stedet. Jeg kunne se, at det, der lå begravet, var helt fantastisk og ville forvandle mit liv, hvis jeg fandt det. Men selv med mine største anstrengelser kunne jeg ikke finde ud af, hvor krydset var.
Jeg gjorde alt, hvad både jeg og alle, som jeg mødte, kunne komme i tanke om. Jeg var solsortenes plageånd. Jeg sad i timevis på det lokale bibliotek, hvor jeg læste hvert eneste afsnit, der nævnte solsorte og tog notater i et kladdehæfte. Jeg kortlagde kvarterets reder (de fleste befandt sig i forstædernes ligusterhække) og opsøgte dem hver dag med min medbragte skammel, som jeg kunne stå på. I en indbunden regnskabsbog, som jeg havde stjålet, lavede jeg minutiøse beskrivelser af alle mine observationer. Jeg havde en skuffe i mit soveværelse fyldt med fragmenter af solsorteæg. Jeg snusede til dem om morgenen i et forsøg på at komme ind i hovedet på en dununge, så jeg også selv en skønne dag ville vokse op og blive mere solsorteagtig, og jeg duftede til æggene igen om aftenen i håbet om, at jeg i mine drømme ville udklækkes som solsort. Jeg havde adskillige tørrede solsortetunger, som jeg med en pincet havde revet ud af næbbet på nedkørte fugle, og jeg opbevarede dem i svaneprydede Swan Vestas-tændstikæsker. Min anden lidenskab var udstoppede dyr: Solsorte med udbredte vinger kredsede over min seng og hang i lange snore fra loftet. På siddepinde af krydsfiner skelede skævtsiddende solsorte ned på mig. På mit natbord havde jeg en solsortehjerne i formalin. Jeg vendte og drejede glaskrukken i min hånd, mens jeg prøvede ved tankens kraft at bane mig vej ind i hjernen, og ofte faldt jeg i søvn med krukken i hånden.
Det virkede ikke. Solsorten forblev så flygtig som nogensinde. Dens

har en tendens til at være sande, fordi universet har vænnet sig til at opføre sig på den måde.

Ifølge biologen Rupert Sheldrake (som indsamlede mange af de oplysninger, der blev anført i starten af kapitlet) er naturens love ligesom vaner.

Udsigten er kartografisk og uden krop.

De eneste, der ikke tilbeder, er de, der er blinde for larvebenenes fløjlsstrøm og døve over for krokussens brummen, når den forsigtigt dukker op fra jorden, og de kan ofte ikke selv gøre for det.

Der anvendes almindeligvis to slags ord om mursejlere: ord om noget overjordisk og voldsomme ord. Det er ikke selvmodstridende. Volden gør det æteriske tilgængeligt.

Som en flittig dyrlægestuderende kunne jeg gøre mig fortrolig med det normale, så jeg ville genkende det unormale.

Vandet var et livligt virvar af døende ting, der ikke var blevet født. De lagde sig som et tæppe over min hud.

Hvis ejendelene ikke var blevet efterladt, ville der altid være en mulighed for, at personen dukkede op igen. Artefakterne gør det umuligt at benægte tabet.

Jeg befandt mig engang midt i en af disse nedslagtninger. Jeg var ved at trille et meget lille barn over til børnehaven, hvor det skulle opbevares et stykke tid, da luften over skoven langs vejen eksploderede i sorte, skrigende gnister. Mursejlerene var midt i en vrimmel af frisk yngel, der steg op fra trætoppene, og de ulejligede sig ikke med hårnålesving, men bare pløjede igennem, mens de med åbne munde vippede deres hoveder fra side til side for at ramme de tættest befolkede områder.
Vi løb over på den anden side af vejen. Jeg bad den treårige vente ved brændenælderne og kravlede så højt op i et træ, som jeg kunne. Det var ret højt. Jeg svajede på en gren lige under toppen og skubbede mit hoved ud i deltaets drabszone.
Jeg så en lille, grå og tør tunge. Jeg så mig selv, klemt fast og med øjne så store som tekopper. Jeg mærkede en vinges kølige, elektriske ynde mod mit ansigt. Jeg nappede en mundfuld nymfer og spyttede dem ud over taget på et spritnyt Mercedes, der skulle sætte et barn af, som boede 300 meter fra børnehaven.
Det var det nærmeste jeg nogensinde kom.
Men at blive en mursejler? Jeg kunne lige så godt forsøge at blive Gud.
*