Mit liv som dyr

Der var en solsort i haven, hvis sort-gule øje virkede så vidende. Det drev mig til vanvid. Han stillede sin viden til skue og fik mig til at føle mig så uvidende. Når den blinkede med øjnene, var det som at se en flig af en pirats krøllede skattekort. Jeg kunne se, at der var et kryds på kortet, som markerede stedet. Jeg kunne se, at det, der lå begravet, var helt fantastisk og ville forvandle mit liv, hvis jeg fandt det. Men selv med mine største anstrengelser kunne jeg ikke finde ud af, hvor krydset var.
Jeg gjorde alt, hvad både jeg og alle, som jeg mødte, kunne komme i tanke om. Jeg var solsortenes plageånd. Jeg sad i timevis på det lokale bibliotek, hvor jeg læste hvert eneste afsnit, der nævnte solsorte og tog notater i et kladdehæfte. Jeg kortlagde kvarterets reder (de fleste befandt sig i forstædernes ligusterhække) og opsøgte dem hver dag med min medbragte skammel, som jeg kunne stå på. I en indbunden regnskabsbog, som jeg havde stjålet, lavede jeg minutiøse beskrivelser af alle mine observationer. Jeg havde en skuffe i mit soveværelse fyldt med fragmenter af solsorteæg. Jeg snusede til dem om morgenen i et forsøg på at komme ind i hovedet på en dununge, så jeg også selv en skønne dag ville vokse op og blive mere solsorteagtig, og jeg duftede til æggene igen om aftenen i håbet om, at jeg i mine drømme ville udklækkes som solsort. Jeg havde adskillige tørrede solsortetunger, som jeg med en pincet havde revet ud af næbbet på nedkørte fugle, og jeg opbevarede dem i svaneprydede Swan Vestas-tændstikæsker. Min anden lidenskab var udstoppede dyr: Solsorte med udbredte vinger kredsede over min seng og hang i lange snore fra loftet. På siddepinde af krydsfiner skelede skævtsiddende solsorte ned på mig. På mit natbord havde jeg en solsortehjerne i formalin. Jeg vendte og drejede glaskrukken i min hånd, mens jeg prøvede ved tankens kraft at bane mig vej ind i hjernen, og ofte faldt jeg i søvn med krukken i hånden.
Det virkede ikke. Solsorten forblev så flygtig som nogensinde. Dens

har en tendens til at være sande, fordi universet har vænnet sig til at opføre sig på den måde.

Ifølge biologen Rupert Sheldrake (som indsamlede mange af de oplysninger, der blev anført i starten af kapitlet) er naturens love ligesom vaner.