Hvide spor

fordi

Stig vendte tilbage med en aflang sort mappe og lagde den foran sig på bordet. Han bladrede igennem papirer og lejeaftaler og stoppede, da var kommet halvvejs.

Levin. Allerede?
Hun

der lignede interesse for de billeder, Torsten havde i sin mobil, af den nu afdøde hund som hvalp. Hun havde nikket, lagt hovedet på skrå og forsøgt at se deltagende ud.
For at få tiden til at gå havde hun studeret gæsterne i restauranten. Fra bordet ved vinduet, hvor de sad, havde hun haft en perfekt udsigt til indgangsdøren. Ingen kunne gå ind eller ud, uden at hun så det. Under Torstens forelæsning havde hun noteret sig tolv personer – tre udenlandske forretningsmænd, to højrøstede midaldrende kvinder, en børnefamilie på fire personer, to ældre mænd og en teenager med en masse krøllet hår.
Efter middagen var de rykket ind i det tilstødende lokale, The Bi­shops Arms, som med sin klassiske britiske stil fik Torsten til at tænke på golfrejserne til grevskabet Kent.

Langsomt gik han op ad trappen til politistationen.