bookmate game
da
Книги
Joanna Bolouri

Hjem til jul

  • Louise Bobjergцитирапреди 6 години
    Jeg lytter ikke til nogen af hans beskeder, men trykker delete, inden han får chancen for at forurene mine ører.
  • Lysholmцитирапреди 4 години
    Er jeg død, og er jeg stadig single? I hendes øjne er begge dele lige katastrofale.
  • Margit Broцитирапреди 4 години
    Jeg vil med glæde fortælle dig alt om mit liv og min familie, når vi kommer tilbage til London – hvis du stadig vil vide det, altså.”
    Inden jeg får mulighed for at svare, kommer Abigail og tager tallerkenerne. ”Te eller kaffe?”
    ”En Americano med mælk, tak,” svarer jeg. ”Uh, og tabletter, hvis du har nogen.”
    ”Det samme til mig,” siger Evan. ”Og jeg ved ikke, hvad tabletter er. Vil jeg have nogen?”
    Abigail smiler stort. ”Det er smør, sukker og kondenseret mælk.”
    ”Du vil godt have dem,” indskyder jeg. ”Tro mig.”
    ”Jeg sætter grænsen ved dybstegte Mars,” siger han og rækker Abigail sit glas. Vi stønner begge to.
    ”Der er ingen, der spiser dem,” siger jeg og himler med øjnene. ”Det er en myte – ligesom Nessie.”
    Han kniber øjnene sammen. ”Så I spiser fåreindmad og sukkersmør, men I sætter grænsen ved dybstegt chokolade?”
    Abigail fniser til Evan, hendes teenagekinder rødmer. Åh, for pokker, findes der nogen, den her fyr ikke kan charmere? Åh, ja, Iona.
    Det lykkes mig at få fingrene i tre små stykker tablet, inden Evan fortærer resten i sukkerdrevet vildskab.
    ”Jeg tror, jeg har fortjent et skotsk pas nu,” bekendtgør han og samler krummerne op med fingrene. ”Det eneste jeg mangler er en kilt og en sækkepibe.”
    ”Skotsk pas? Hvis vi nogensinde bliver et selvstændigt land, så er jeg sikker på, at du er den første, der får et …”
    Jeg rækker ned i min taske efter min pung, da min telefon begynder at ringe.
    ”Hej, mor … Ja, vi er lige blevet færdige … Nej, jeg har ikke glemt quizzen … Ja, jeg skal nok fortælle Robert, han skal tage tænkehatten på … Nej, jeg har ikke set min bror… Okay … Vi ses snart. Farvel.” Jeg lægger min telefon på bordet. ”Vi holder den quiz hvert år,” siger jeg. ”Hvordan i alverden tror hun, jeg glemmer …”
    Telefonen ringer igen. Jeg sender Evan et frustreret blik og svarer.
    ”Mor, vi er på v… Hvad vil du, Robert? Hvorfor ringer du til mig?”
    Evan ser mit ansigtsudtryk ændre sig fra frustreret til såret, holder op med at slænge sig på stolen og læner sig frem, imens han mimer: ”Bare læg på.”
    ”Nej, jeg er ikke interesseret i det, du har at sige, og jeg har intet at sige til dig … Jamen, det kommer ikke dig ved, hvem jeg er sammen med … Du skal ikke ringe til mig igen.”
    Jeg lægger roligt min telefon ned i min taske og fortsætter med at lede efter min pung.
    ”Er du okay?” spørger Evan. ”Nej, læg din pung væk, jeg klarer den.”
    ”Jeg har det fint,” svarer jeg raskt, ”og er fuldt ud i stand til at betale for min egen mad.” Jeg tager mit kreditkort frem fra pungen og begynder at tromme på bordet. ”Jeg mener, helt ærligt, hvor vover han! Jeg ved ikke, hvad der er mere fornærmende – at han tror, han har ret til at ringe til mig, eller at han tror, jeg faktisk gerne vil have, han gør det!”
    ”Øhm … Jeg …”
    ”Han tror seriøst, at han er Guds gave til kvinderne! Tror han, jeg er så skrøbelig, så trængende, at en gift mand er det højeste, jeg kan stræbe efter?
  • Anne Dorthe Harboцитирапреди 5 години
    garage og venter på, at jeg kommer hjem.

    Jeg ved, at jeg som 38
  • Frits Elkjærцитирапреди 5 години
    Acton Park Secondary School, hvor jeg har arbejdet i de sidste 13 år
  • Frits Elkjærцитирапреди 5 години
    jeg som 38-årig burde bo for mig selv nu
  • Frits Elkjærцитирапреди 5 години
    æret i den her lejlighed i 14 år
  • Frits Elkjærцитирапреди 5 години
    oby og Alice – mine bofæller
  • Frits Elkjærцитирапреди 5 години
    Jeg er lærer – vi har masser af fritid
  • Frits Elkjærцитирапреди 5 години
    at forlade mine forældres huslejeløse, bekvemmelige hjem som 24-årig,
fb2epub
Плъзнете и пуснете файловете си (не повече от 5 наведнъж)