bookmate game
Dean Koontz

De uskyldige

Addison Goodheart er ikke som alle andre — han bringer det onde frem i mennesket. Derfor lever han i afsondrethed dybt under byens hektiske liv. Han vover sig kun ud om natten. På jagt efter mad. Og for at få et glimt af verdens skønhed på sikker afstand af dem, der lever i det fri, og som vil ham til livs. Han nærer ingen ond vilje mod disse mennesker. Han ved, at deres synder vejer tungere end hans. Men Addison har været alene i årevis, og han er ensom. Lige indtil den nat, hans vej krydses af den smukke unge Gwyneth, der ligesom ham selv er på flugt.
365 печатни страници
Оригинална публикация
2014
Година на публикуване
2014
Издател
Rosinante & Co.
Вече чели ли сте я? Какво мислите за нея?
👍👎

Впечатления

  • Jens Astorсподели впечатлениепреди 2 години
    👎Пропуснете я

    Opgav efter 100 sider

  • Farid Henrik Goltermannсподели впечатлениепреди 6 години
    🔮Дълбока вода

    God

  • Anna Marie Andersenсподели впечатлениепреди 7 години
    👍Струва си да се прочете
    🔮Дълбока вода
    💡Научих много
    🚀Не мога да я затворя

    Fantastisk læsning

Цитати

  • mia78590цитирапреди 4 години
    Hvis et sådant sted eksisterede, adskilt fra os af en membran, vi ikke var i stand til at registrere med vores fem sanser, måske membranen så på visse steder i dette kontinuum bulede rundt om små bidder af den anden virkelighed og foldede dem ind i vores
  • Rene Dahlцитирапреди 6 години
    „Nu sidder jeg her, fordi jeg har en strømpistol.“
  • Marius Mariusцитирапреди 6 години
    t ad, bar det ned fra den overjordiske verden, og samlede det igen.

    Til venstre for køleskabet stod et bord med en lille ovn, en kogeplade og en elkedel. Til højre var åbne hylder, der fungerede som spisekammer og køkkenskab.

    Jeg spiste godt og priste mig lykkelig over, at byen var et overflødighedshorn.

    Da fars far faldt over dette dybtliggende skjul, var der allerede indlagt elektricitet og sanitet i et beskedent omfang, selvom værelserne var umøblerede. Intet tydede på, at de nogensinde havde været beboet.

    Før far fandt mig ensom og på nippet til at blive slået ihjel, havde han og hans far forestillet sig mange mulige forklaringer på disse rum.

    Man kunne tro, at stedet måtte være et beskyttelsesrum, fordi det lå så langt under gadeplan, og under så mange tykke lag beton, at end ikke gentagne atomsprængninger kunne slå revner i det, og fordi man kom dertil via en så snørklet rute, at dødbringende stråling, der bevægede sig i lige linjer, ikke kunne finde vej dertil.

    Men når man skruede dækpladen af en hvilket som helst stikkontakt i væggen, afslørede et fabriksstempel navnet på et firma, som lukkede i 1933, længe før atomtruslen eksisterede.

    Desuden gav et beskyttelsesrum kun for to ingen mening i en millionby.

    Det tredje rum, et badeværelse, ligeledes helt igennem af beton, var ikke opført i forventning om, at byen og dens forsyningsselskaber ville blive blæst til atomer. Piedestalhåndvasken og løvefodsbadekarret havde begge to haner, om end det varme vand aldrig var mere end behageligt lunkent, hvilket antydede, at den varmtvandstank, som man tappede fra, måtte befinde sig et godt stykke derfra. Det gamle toilet var med højthængende cisterne og en kæde på siden til at skylle ud.

    Måske havde en af byens embedsmænd, der samtidig var en morderisk seksualforbryder, fået opført dette sted under et eller andet påskud med den hensigt senere hen at slette enhver henvisning til dets eksistens i byens arkiver, så han uforstyrret kunne tvinge kvinder med ned i sin private fangekælder for at torturere og myrde dem, mens den travle by ovenover hastede videre uden at ænse skrigene fra dybet.

    Men det virkede ikke synderlig sandsynligt, at en ingeniør i byens tekniske forvaltning eller en arkitekt, der tegnede kommunale forsyningsruter, skulle være umættelig seriemorder. Og da fars far i sin tid opdagede denne hyggelige hule, var der hverken grumme pletter eller andre tegn på drab på de glatte betonflader.

    Desuden var der intet som helst uhyggeligt eller ildevarslende ved stedet.

    For den, der lever oppe i det fri, kunne fraværet af vinduer og den nøgne beton muligvis lede tankerne hen på en fangekælder. Men det var en opfattelse, der byggede på, at ikke alene var deres måde at leve på vores overlegen, der var heller ikke noget reelt alternativ til den.

    Hver gang jeg forlod denne trygge havn, hvilket jeg gjorde af mange forskellige grunde, var mit liv i fare. Derfor havde jeg udviklet en ualmindelig skarp næse for at lugte fare. Her var ingen fare. Det var mit hjem.

    Jeg var, som jeg nævnte tidligere, tilhænger af en teori om et usynligt univers parallelt med vores. Hvis et sådant sted eksisterede, adskilt fra os af en

На лавиците

  • Bookmate
    Dean Koontz
    • 18
    • 44
  • Karina Hagen Overgaard
    Dean R Koontz
    • 17
    • 10
  • John Christian Gerhauge
    Læs
    • 103
    • 7
  • Lars Flemming Wiberg
    Dean R. Koontz
    • 17
    • 6
fb2epub
Плъзнете и пуснете файловете си (не повече от 5 наведнъж)