Vinden i piletræerne – alle historierne

Han følte, at hans lykke var fuldendt, da han efter at have trasket af sted på må og få pludselig stod ved bredden af en svulmende flod. Aldrig før i sit liv havde han set en flod – dette glatte, smidige, fyldige dyr, der jagtede og klukkede, greb ting med en gurglen og slap dem med en latter for at kaste sig over nye legekammerater, der rystede sig fri og blev fanget og holdt fast igen. Alt bugtede og snoede sig – glitrede og funklede, pludrede, klukkede og boblede. Muldvarpen var fortryllet, betaget, henrevet. Han travede langs floden, som man traver, når man er meget lille, ved siden af en mand, som holder en tryllebundet med spændende historier; og da han til sidst var træt og satte sig ned, snakkede floden videre, pludrede løs med en perlerække af de bedste historier i verden, historier som udgik fra jordens hjerte for til sidst at blive fortalt til det umættelige hav.

Da Tudse havde proppet så meget stuvning i sig, som han mente, han på nogen mulig måde kunne rumme, re

du, du vil også komme med, min unge ven, for dagene går og vender aldrig tilbage, og Syden venter på

Vandrotten var rastløs, og han vidste ikke rigtig hvorfor.

Tudse var begejstret for forslaget.

„Hør så her!“ sagde han til Tudse, da de alle fire stod inde i hallen. „Tag først og fremmest det latterlige tøj af!“

I mellemtiden var Vandrotten travlt optaget af at studere etiketten på en af ølflaskerne.

Stadig snøftende, tryglende og modvilligt lod Muldvarp sig hale tilbage ad vejen af sin ubøjelige ledsager, som med en strøm af munter snak og anekdoter bestræbte sig på at lokke ham i godt humør igen og gøre