»Kissi Schack var sytten år ældre end Kasper Rosenstand.«
»Det ved jeg, men Kasper har engang fortalt mig, at han forførte sin mors veninde, da han var nitten-tyve år gammel. Han tænder på ældre kvinder.«
Rebekka bed sig i underlæben. Så havde Reza måske alligevel ret i sin antagelse om, at der kunne være tale om en ægte Mrs. Robinson-historie tilsat drab.
»Så er der også det med Kasper...« Kristine gik atter i stå.
»Hvilket?«
»Jeg har hørt, at han skulle være voldelig over for sine kærester. Han blev vist også meldt til politiet engang.«
Rebekka ville ikke afsløre, at de allerede vidste dette. Kunne der mon være flere end den anmeldte episode? En del kvinder undlod desværre at melde deres kærester eller ægtemænd for vold.
»Du nævner kærester i flertal, har du kendskab til flere?«
»Jeg kender kun hans tidligere kæreste fra gamle dage, Lena hedder hun, og hun fortalte mig engang, at Kasper har et eksplosivt temperament, og at han flere gange havde været direkte truende over for hende. Én gang gik han amok og slog hende, og hun meldte ham til politiet. Jeg ved ikke, hvad der kom ud af det.«
»Vi må se på det,« sagde Rebekka og tilføjede: »Du arbejder jo tæt sammen med ham. Oplever du ham også som en person, der hurtigt farer op og har svært ved at styre sine følelser?«
»Det ved jeg ikke. Jeg sidder jo ikke og holder øje med ham, vi arbejder jo. Jeg ville også bare fortælle jer, hvad jeg vidste,« – hun snøftede indad – »hvis det nu kan hjælpe jer.«
»Far har det så skidt, Rebekka. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.«
Rebekka havde netop afsluttet telefonsamtalen med Kristine Berg fra Lundely, da moren ringede. Stemmen var klagende, og Rebekka måtte holde telefonen et godt stykke væk fra hovedet for ikke at få ondt i ørerne.
»Hvor er far?« spurgte hun, mens hun støttede panden mod den kølige væg og lyttede til morens grådkvalte beretning om farens øgede vejrtrækningsbesvær. Han ville ikke længere sidde i sin yndlingsstol i stuen, en slidt sag, som Rebekka kunne huske helt tilbage fra sin egen barndom, men insisterede i stedet på at blive liggende i sin seng i soveværelset. Det var alvorligt, vidste hun, faren havde elsket stolen, lige siden forældrene købte lædermøblementet på udsalg for flere årtier siden. Hun så ham for sig i stolen, den slanke tilbagelænede krop i det sorte læder, kaffekoppen tæt ved venstre hånd på kakkelbordet og farens øjne, bag læsebrillerne, som ivrigt fulgte den flimrende skærm.
»Mor, du må jo få lægen til at komme,« foreslog hun og masserede sin ømme pande. Hun havde dårlig samvittighed over at befinde sig så langt væk fra dem, berøvet muligheden for lige at smutte forbi, holde faren i hånden, småsludre med ham og sige et par trøstende ord til moren i køkkenet. De talte