Dunk, dunk, dunk.
Stresset over tanken om min manglende søvn og tanken om larm resten af natten, gjorde, at jeg hurtigt stod nede i receptionen. Receptionisten nikkede og forstod, hvad jeg sagde. Han kiggede underligt på mig. Senere forstod jeg, at jeg stadig havde mine gule ørepropper i, og at jeg nok ikke var helt afbalanceret. Med en nøgle til et andet rum på den anden side af bygningen men på samme etage, tog jeg elevatoren tilbage til tiende sal. Fjerde, femte, sjette etage …
„Nej nej, luk mig ud!“
Jeg kunne pludselig ikke få vejret. Det føltes som en evighed, inden det sagde pling, og døren fra elevatoren langt om længe gik op.
Mine hænder rystede, og det var svært for mig at låse mig ind på værelset.