Homo deus – En kort historie om i morgen

For at opnå virkelig lykke må mennesker nedtone deres stræben efter behagelige følelser og sanseindtryk, ikke accelerere den.

Eftersom der ikke er noget manuskript, og eftersom mennesker ikke udfylder nogen rolle i et mægtigt drama, kan slemme ting tilstøde os, uden at nogen magt kommer og redder os eller giver mening til vores lidelse. Der kommer ikke en lykkelig slutning, en ulykkelig slutning eller nogen slutning overhovedet. Ting sker bare, den ene efter den anden. Den moderne verden tror ikke på noget formål, kun på årsager. Hvis moderniteten har et motto, må det være dette: »Shit happens«.
På den anden side: Hvis det virkelig er sådan, livet er – uden noget bindende manuskript eller formål – er mennesker ikke begrænset til at udfylde en eller anden forudbestemt rolle. Vi kan gøre lige, hvad vi vil – forudsat at vi kan finde en måde at realisere vores ønsker på. Vi er udelukkende begrænset af vores egen uvidenhed

Google vil kunne se igennem spindoktorernes tomme slogans. Google vil vide, at sygdom gør vælgere lidt mere højreorienterede end normalt, og vil kompensere for dette. Google vil derfor være i stand til at stemme for mig, ikke ud fra min øjeblikkelige sindstilstand, ikke ud fra det fortællende selvs fantasier, men i stedet ud fra de virkelige følelser og interesser, som den samling af biokemiske algoritmer, der går under navnet »jeg«, har.

De biologiske videnskaber udfordrer imidlertid alle tre antagelser. Ifølge de biologiske videnskaber forholder det sig således:

Organismer er algoritmer, og mennesker er ikke individer – de er »divider«. Det vil sige, at mennesker er en samling af mange forskellige algoritmer uden en unik indre stemme eller et autentisk selv.

De algoritmer, som tilsammen udgør et menneske, er ikke frie. De er under indflydelse af gener og det omgivende miljø, og de træffer beslutninger på enten et deterministisk grundlag eller tilfældigt – men ikke frit.

Heraf følger, at en ekstern algoritme teoretisk set kan kende mig meget bedre, end jeg nogensinde kan kende mig selv. En algoritme, som overvåger alle de systemer, som udgør min krop og hjerne, vil kunne vide præcis, hvem jeg er, hvad jeg føler, og hvad jeg ønsker. Når en sådan algoritme er blevet udviklet, vil den kunne erstatte vælgeren, forbrugeren og den æstetiske iagttager. Algoritmen vil vide bedst, algoritmen vil altid have ret, og skønheden afhænger af algoritmens beregninger.

Ligesom kristendommen ikke forsvandt den dag, Darwin udgav Om arternes oprindelse, forsvinder liberalismen heller ikke, blot fordi videnskabsmænd har påvist, at frie individer ikke eksisterer.

Men der er også en tredje mulighed, som er langt mere kompleks og dybsindig. Så længe Don Quixote kæmpede mod imaginære kæmper, lod han bare som om. Efter at han rent faktisk dræber et andet menneske, vil han imidlertid klynge sig endnu stærkere til sine fantasier, fordi kun de kan give hans tragiske udåd mening. Det paradoksale er, at jo flere ofre vi yder for at få en imaginær historie til at hænge sammen, desto mere hårdnakket vil vi fastholde denne historie, fordi
vi desperat ønsker at give disse ofre og den lidelse, vi har forårsaget, mening.

Hvad er det, der får mig til at stige på ét »tanketog« og ikke et andet? På min hjernes hovedbanegård kan jeg være tvunget til at stige på et bestemt tog af tanker som følge af deterministiske processer, eller jeg kan hoppe på et tilfældigt tog. Men jeg vælger ikke »frit« at tænke de tanker, som får mig til at stemme på et parti og ikke et andet.

Mere end et århundrede efter, at Nietzsche erklærede Gud død, synes Gud at gøre comeback. Men det er en illusion. Gud er død – det tager blot et stykke tid at få fjernet liget. Radikal islam udgør ikke nogen alvorlig trussel mod den liberale pakke, for til trods for al deres glød og lidenskab forstår disse fanatikere ikke rigtig det 21. århundredes verden, og de har intet relevant at sige om de nye farer og muligheder, som nye teknologer skaber.

Panda Dung-te for mig i en porcelænskop fra Mingdynastiet, ville jeg ikke have sat mere pris på den end på et billigt tebrev i et papbæger. Man kan ikke opleve noget, hvis man ikke har udviklet den nødvendige følsomhed, og man kan kun udvikle sin følsomhed ved at udsætte sig for en hel masse oplevelser og gøre sig en masse erfaringer.

Vi giver os selv, vores chef, realkreditlånet, regeringen eller skolesystemet skylden for den situation, vi er havnet i. Men i virkeligheden er det ikke deres skyld. Det er den moderne pagt, som vi alle var været omfattet af siden den dag, vi blev født, som bærer skylden. I den førmoderne verden mindede folk om kontorfunktionærer i et socialistisk bureaukrati. De stemplede ind og ventede så på, at andre tog initiativet. I den moderne verden er det os mennesker, som styrer butikken. Det er derfor, vi har en følelse af at være under et konstant pres.