Pædagogik i daginstitutionen med henblik på udvikling af børns handlekompetence

den egentlige målformulering og valg af pædagogikkens indhold bliver truffet i mødet med børnene (om end pædagogerne har overvejelser om børnenes ideelle handlekompetencer). Tilsvarende har pædagoggruppen blot på forhånd drøftet en lang række af mulige pædagogiske principper og metoder. Men pædagogens beslutning om, hvordan hun vil gribe den konkrete situation an, træffes i et splitsekund i her og nu situationen.

Det betyder dog ikke, at der er tale om en anarkistisk og spontanistisk tilgang til pædagogikken uden nogen form for planlægning. Pædagogerne har – også på baggrund af indholdstemaerne i de pædagogiske læreplaner - reflekteret og analyseret og skitseret foreløbige mål, indholdsformer og pædagogiske principper. Men disse forstås som udkast, der får deres endelige form i mødet med børnene. Således er der tale om en dynamisk planlægning

at man som pædagog ikke har planlagt i detaljer, men hele tiden tager bestik af den aktuelle situation. Fx må man tage hensyn til dynamikken i børnegruppen, børnenes aktuelle oplevelser og engagement og lade sådanne dimensioner få indflydelse på både form og indhold

overvejelser over dannelsens indhold. Man må også gøre sig overvejelser over det mere langsigtede perspektiv, man har for øje, altså dannelsesidealet (formålet), ligesom man også må reflektere over hvilke grundlæggende omdrejningspunkter, man vil lade sig styre af, altså de pædagogiske principper

Pædagogen indgår i en anerkendende relation og empatisk samspil med barnet (omsorg) og skaber omstændigheder, der bidrager til, at barnet kan tilegne sig kundskaber og færdigheder (”undervisning”), hvilke barnet knytter sammen med aktive og bevidste holdninger (”opdragelse”), og som det har lyst, vilje og evne til at omsætte til praksis (handlekompetencer).

Mange elementer er i spil, når de professionelle pædagoger planlægger en pædagogik, der skal bidrage til udvikling af børnenes ideelle handlekompetencer

Selv om deres interaktion med børnene ser uformel og hverdagsagtig ud, er der tale om en professionel tilgang, hvor de på en gang viser omsorg, opdrager og underviser

omsorgspersonen tager udgangspunkt i et andet menneskes behov og handler på en måde, der søger at imødekomme det andet menneskes behov. Omsorg handler om, at det ene menneske sørger for det andet, bekymrer sig og gør noget for at den anden skal få det godt. Der er tale om omsorg, når den voksne gennem sin interesse, støtte og opmuntring bekræfter barnets selvstændige initiativ, dets virketrang og lyst til at udforske verden. Og videre når den voksne gennem interaktion og kommunikation med barnet formidler dets erkendelse af omverdenen og det selv

Med omsorg menes en social relation med fokus på kommunikation og solidaritet, hvorigennem den voksne søger at forstå barnet på dets egne præmisser.

Pædagogen udpeger et interessant indhold. Den voksne kan pege, men barnet må gøre arbejdet selv.

den sociale relation, hvor der målrettet ydes støtte til børns læring (Brinkkjær m.fl., 1998), altså den samarbejdsproces i hvilken den voksne giver barnet støtte for, at det kan lære sig kundskaber og færdigheder. Begrebet undervisning kan også læses bagfra, nemlig at pædagogen viser undere, altså udfordrer børnene således at de undrer sig. At undervise er at vise hen til, at pege på det, som man som pædagog finder af betydning. Således handler didaktik om, at pædagogen tænker over, hvad der kan være vigtigt at bringe ind i børns liv og med hvilke begrundelser (pædagogiske mål), samt at planlægge hvordan man generelt kan fange det betydningsfulde, dét der skal bruges tid på i samværet, undervisningen og opdragelsen.

undervisning i bred forstand, nemlig at skabe betingelser for at børn kan skaffe sig nye kompetencer