Mopper og mig

Der er bare ingen ende på, hvad vi kan med det show.

år med hans far, der var et hashvrag, så jeg kendte alle tegnene. Når Mikkel ringede på vores dør på 5. sal i Gunløgsgade, fordi han havde glemt sine nøgler, stod han dér med sejlende røde øjne og sagde:
”Åh, hvor er det koldt, mor.”
’Ja, det er godt med dig’, tænkte jeg. Han var skæv, som jeg ved ikke hvad.
Vi prøvede selvfølgelig at snakke med Mikkel om, at den hashrygning var noget lort, men han var ligeglad. Det stod på i måske et halvt år, men det var en hård tid, for han var i gang med at ødelægge det, han havde bygget op sammen med Ricard, og Ricard blev skidesur. Han gik til Nogge, fordi han vidste, hun havde mere indflydelse på Mikkel end jeg. Jeg var jo bare hans mor. Men Nogge har altid haft et godt tag på ham. Jeg tror, han var lidt bange for hende. Jeg blev selvfølgelig også inddraget, og Ricard sagde:
”Vi må gøre noget ved den knægt!”

Er det ikke noget med tånegle, Nogge?

Hold porteren kold og hjertet varmt. Så skal det nok gå, indtil vi skal hjem.

men vi skal også se fremad og åbne armene for alt det, der venter derude. For livet går videre, og vi skal sgu bare suge det hele til os. Det skylder vi os selv og hinanden.
Så hey, giv den gas – og pas på dem I elsker! ♥

”Jeg synes, det er dejligt, du er god ved dyr, Linse.”
Og det var slet ikke det, Clara ville sige. Hun ville gerne have sagt, at hun har det rigtig svært, og spørge, hvad jeg synes, hun skal gøre. Men hun fik det ikke sagt, og jeg havde ikke tid til at lokke det ud af hende.
De situationer har der været mange af. Det stressede mig virkelig, for jeg er typen, der gerne vil gøre tingene færdig. Gøre det så godt, jeg kan. Men uanset hvor meget jeg anstrengte mig, kørte jeg hjem med følelsen af ikke at have gjort det så godt, som jeg gerne ville