Forstå din teenager

Jeg elsker dig og vil derfor gøre alt, hvad jeg kan, for at drikkeriet, hashen, stofferne, tristheden, vreden, vores konflikter (vælg selv) ikke bestemmer over dit liv, din fremtid, vores fælles liv. Og jeg vil gerne sammen med dig finde ud af hvordan. Jeg bliver ved, indtil vi har fundet en løsning, en anden vej sammen.

Det kan også være, at du bliver opfattet som en, der hele tiden fokuserer på det, som ikke bliver gjort, og ikke har blik for, at der også er opgaver og områder, som den unge klarer godt. Som en 15-årig dreng siger:
Når de voksne kommer ind ad døren om eftermiddagen, starter de altid med at snakke om det, man ikke har gjort. Tænk, hvis de startede med at sige goddag, sætte sig og falde lidt ned, inden de gik i gang med remsen.
Hvis vi gerne vil i snak med vores unge, bliver vi nødt til at være opmærksomme på, at vi gerne vil netop det. Og det kræver noget helt andet end bare at fortælle dem, hvad de skal gøre. At tale med er ikke det samme som at tale til. Omvendt har vi jo til tider et vigtigt anliggende, som er årsagen til, at vi ønsker at tale sammen. Så hvordan kan vi tilgodese både vore egne og den unges ønsker?
Vi kan starte med at se lidt på os selv. Hvor ofte er vores kontakt til den unge en henvendelse om noget, som skal gøres – som er gjort forkert eller som allerede burde have været gjort? Prøv engang på en dag at registrere dette, uden at sige noget, bare tæl. Formodentlig vil du komme op på i hvert fald et tocifret tal.
Tænk over, hvordan du selv ville reagere, hvis din partner gjorde det samme over for dig? Hvordan det kan blive lidt anderledes? Måske kan du starte med, når du kommer hjem, at sige goddag og spørge til, hvordan den unges dag har været, inden du går i gang med dine ønsker og forventninger.

Psykoanalytikeren C. G. Jung mener, at netop den periode i livet er kendetegnet ved, at den voksne stiller spørgsmålstegn ved det, som tidligere blev taget for givet. Ligesom man i kraft af egne forældres aldring og dermed øget bevidsthed om egen død oplever sig selv og sit eget liv som mere sårbart og skrøbeligt. Så den unges kritik eller afstandtagen kan nemt ramme den voksne, som i forvejen står og svajer. Det er ikke underligt, at mange teenageforældre bliver usikre.
Samtidig er opgaven som forælder ved at ændre sig. Man er ikke længere nødvendig i samme omfang. Man oplever sig sjældent anerkendt for det, man gør, i hvert fald ikke af den unge. Man har også langt mindre kendskab til sin datter eller søns indre og ydre liv end før og deltager formodentligt også mindre i det.
For mange forældre skaber det i sig selv et tomrum og opleves som et tab. Dette skal også ses i lyset af, at forælderrollen er en af de mest anerkendte identitetsskabende roller, vi har i dag. Man er som teenageforælder derfor sjældent alene om sin usikkerhed. Rigtig mange andre tumler med samme problemer. Uvist af hvilken grund er det bare ikke lige så almindeligt at tale om sin tvivl og usikkerhed som teenageforældre, som når børnene er små.

Indtil for kun et halvt århundrede siden blev overgangen fra barn til voksen formelt markeret med konfirmationen, hvorved man trådte ind i de voksnes rækker. For mange unges vedkommende betød det, at det blev forventet, at de arbejdede og opførte sig voksent, også selvom de ikke havde alle de voksnes rettigheder. Mange unge stiftede selv familie, samtidig med at de flyttede hjemmefra.

Forskning i psykisk modstandskraft viser i øvrigt, at det at kunne forstå og finde mening i det liv, vi har levet, samt oplevelsen af at kunne påvirke sit eget liv er nogle af de vigtigste faktorer, hvis vi skal overkomme belastende erfaringer og komme gennem kriser i livet.

måske sat parforholdet lidt på »hold«. Du kan reagere med vemod eller blive forhåbningsfuld, alt efter hvem du er, og hvordan livet i øvrigt ser ud.
Som forældre kan man spørge

Når det drejer sig om de lidt større børn, er det oplagt at tale med dem om dilemmaet: »Jeg har ikke inddraget dig tidligere, det burde jeg nok have gjort. Men nu synes jeg, du er for stor til bare at blive opvartet, og jeg bliver for sur af det. Derfor skal det blive anderledes«. (Forvent ikke tak, endsige øjeblikkelig accept.) »Hvad kan vi gøre? Jeg er åben over for dine forslag, men ikke for diskussion af, om det er rimeligt«. (Vær dog alligevel sikker på, at diskussionen kommer, men gør, hvad du kan, for ikke at gå ind i den.)

Måske savner du gensidigheden eller anerkendelsen af din indsats fra barnets eller den unges side. Det kan hænge sammen med, at du før i tiden gennem handlinger, adfærd eller udsagn blev bekræftet i, hvor vigtig du var for ham eller hende. Mens du nu i stedet modtager en løbende strøm af kommentarer om dine fejl og mangler. Og dem er der sikkert mange af, ifølge din teenager.

Samtidig er opgaven som forælder ved at ændre sig. Man er ikke længere nødvendig i samme omfang. Man oplever sig sjældent anerkendt for det, man gør, i hvert fald ikke af den unge. Man har også langt mindre kendskab til sin datter eller søns indre og ydre liv end før og deltager formodentligt også mindre i det.

Du kan hjælpe dig selv ved at huske på, hvad du har investeret af tid, opmærksomhed, opdragelse og kærlighed. Beslutte dig for, at det selvfølgelig har sat sig varige spor. Derudover holde fast ved, at din indsats som forælder fortsat har betydning. Ligesom du er nødt til at turde stå ved(nogle af) dine tilsyneladende upopulære synspunkter.

Denne balancegang er i særdeleshed en udfordring for nutidens forældre, som så gerne vil gøre det rigtige og helst ikke vil være uvenner med deres børn. Sagt på en anden måde, din relation til dit barn er også under ombygning.