De døde

Og, entre nous: De her semitter Kracauer og Eisner, de er da vel ikke for alvor en del af hans vennekreds, vi må da holde lidt mere sammen, vi nordiske, ikke sandt?

Idas halvnøgne krop bliver forsigtigt lagt på en båre, men før hun lempes ind i ligvognen, blitzer en journalist et par billeder af hendes råt sønderrevne ansigt, som han senere sælger til et magasin, der har specialiseret sig i spektakulære dødsfald.

Der vil det hedde, at hun var som en ild, der sover i kiselen.

Højere og højere klatrer hun, sætter sig overskrævs på den stålindfattede rand af bogstavet, svinger nu det andet ben frem. Åh, det er da mærkværdigt, tænker hun: et H, akkurat som i min drøm. Der findes en selvforglemmelse, en forstummen af vores væsen, hvor det forekommer os, at vi har fundet alt.

Brasilianeren arrangerer pigerne på puderne; et par af dem klæder sig nøgne; et, to filmkameraer ruller; en assistent kommer med et stort baseballbat af træ ude fra køkkenet; yderdøren er låst udefra; Ida overvældes af angst og får en ørefigen; udenfor drejer havevanderen og udsender milliarder af de fineste dråber, som på vidunderlig vis danner en regnbue, for derefter at lade sig rulle over bregner og sukkulenter ned i det lysende californiske blomsterbudskads.

En brasiliansk gentleman (tynd moustache, cigarillo, emaljeret art déco-ring på lillefingeren) henvender sig til hende en eftermiddag i dineren, mens hun sidder foran den tolvte gratiskaffe

måske er Amerika bare sådan, fuldt af brudte løfter og overlagte skuffelser.

Af og til, temmelig sjældent ganske vidst, tænker Nägeli på Ida og Masahiko. Via venners venner har han hørt, at de begge skal være rejst til Amerika og have giftet sig der. Hun er sikkert blevet skuespiller og klarer sig godt. Ham siger dette kulturløse land ikke noget særligt. Had? Nej, han hader ikke længere Ida. Westerns kan han godt lide at se, måske får han hende en skønne dag at se på lærredet. Måske, siger han til sig selv, måske skulle han alligevel prøve at ringe på hos Hamsun.

I Tyskland er Hugenberg blevet afløst af Joseph Goebbels, som tilsyneladende har glemt eller fortrængt, at Nägeli stadig skylder UFA en film.

I et lille, beskedent fremvisningsrum i Seefeld, ganske nær operahuset, viser han en råklipning af sin film, som han har kaldt det samme som denne bog.