Kvantefilosofi

Teorier bruges til at sætte virkeligheden på sprog, de fastlægger, hvad der er den rette diskurs inden for hver enkelt videnskabsgren.

Snarere end at være en adskilt vidensgren kan ren matematik betragtes som en forfinelse af det almene sprog, der supplerer dette med egnede redskaber til at repræsentere relationer, hvortil ordinære sproglige udtryk er upræcise og besværlige.84

Pragmatisten insisterer derfor på, at fysisk teori har samme funktion som naturlige sprog og matematiske teorier. De hjælper os til at begrebsliggøre og italesætte den konkrete, empiriske virkelighed. Vi kunne sikkert godt blot formulere fysiske teorier uden deres matematiske begrebsdannelser, men i så fald vil det besværliggøre og hæmme vore muligheder for at sige ting eller forudsige ting. Sætningerne vil blive unødigt komplicerede og uoverskuelige. Netop en sådan pragmatisk tilgang finder man også hos Bohr: Hør blot, hvad han sagde til de forsamlede på den 2. internationale germanistkongres i 1960:

At matematikken bør betragtes som et sprog og ikke blot en teori, der passivt genspejler en given uforanderlig abstrakt virkeligheds beskaffenhed, bliver måske en mere overbevisende påstand, når man indser, at en realistisk tilgang til matematiske teorier kræver, at vi antager, at der eksisterer matematiske objekter.

Bag skuffelsen ligger en nagende følelse af, at der er noget lorent ved Schrödingers bevægelseslignings deterministiske beskrivelse af en partikels udvikling i kombination med det efterfølgende, indeterministiske kollaps af bølgepakken, som målingen fremkalder. Målingen reducerer mængden af mulige værdier til én aktuel værdi, uden at nogen kan sige noget præcist om hvordan. Det er måleproblemet i en nøddeskal.

Kravet til enhver teoretisk repræsentation er, at den får os til at begribe forhold, som ellers ikke ville være forståelige.

Matematiske formler kan kun repræsentere bestemte træk ved verden, hvis de matematiske symboler har fået tilskrevet en fysisk betydning.

Det er den eksperimentelle kontekst, der fastlægger, hvilken af de mulige observable det på et givent tidspunkt giver mening at tale om som veldefineret.