Huset vi bor i

Det faldt i min lod at se en brevveksling mellem Frits Pullich og provst Eriksen i Tved. Her er huset, arbejdet, lydene, dagene indfanget fra præstegården, så det lever som et stykke litteratur. Hvor mange brevskrivere har vi mon tilbage i landet?
Provsten giver sig god tid. Det er vigtige emner han skriver om. Han fortæller, at hans far var streng i opdragelsen og gerne slog ham med en lineal. Faderen ville helst rette hele verden ind efter den lineal.
Og så skriver provsten med sin oplivende humor: Linealen nåede ikke sit mål med mig ved at lande på min bagdel. Men jeg lærte noget af den lineal: Jeg lærte aldrig at tro på linealen.
Han forstod tidligt, at man ikke skal rette nogen ind efter en lineal, og det blev en god visdom at have for ham i et sogn.
I et brev fra 1932 fortæller Eriksen til magister Pullich om dagene i præstegården, rytmen, lydene, synsindtrykkene.
Jeg tror ikke, jeg nogensinde har læst en bedre beskrivelse af en landsbypræsts hverdag – eller en bedre redegørelse for hvorfor det er godt at være præst:
8. marts 1932
Kære hr. magister!
Skæbnen har bestemt, at jeg skulle være den stille iagttagelsernes mand. Det er jo ikke de middage vi har spist og den sludder vi har ført og det arbejde vi har gjort som fylder os med kraft og velsignelse, men det er de små og store tilfældigheder der indtraf undervejs som giver os liv. Man skal blot bruge sine øjne og høre med ørerne og forstå med hjertet, som Jesus siger, så går det hele af sig selv

Huset er denne strøm af mennesker, der går gennem huset, fordi de skal tale, eller hvile, eller læsse af – eller komme med ideer

stabler og falder ned med et brag engang imellem. Det er notater som engang var livsvigtige og som nu kun ligger i bunker