Sidst i 1700-tallet fremsatte Kant sine berømte kritikker af fornuften og dømmekraften. De to oplysningsfilosofiske begreber har siden haft stor indflydelse på den teoretiske forståelse af verden, men det er i dag ikke mindst i forhold til udviklingstendenser i den sociale og kulturelle praksis, begreberne demonstrerer deres relevans og styrke.
Ufornuft og hurtige smagstilkendegivelser råder. Det gælder i den offentlige debat, i forholdet mellem videnskab og politik, i kunstkritikken og i bl.a. den æstetisering af samfundet, senkapitalismen har bragt med sig, hvor appeller til sanser og følelser ofte bliver til affektjageri. Tiden kalder mere end nogensinde på en reflekterende brug af dømmekraften på grund af udfordringer skabt af kunstig intelligens, umådeholden kapitalakkumulation og global klimakrise, tiltagende ressentiment i alverdens befolkninger og destabilisering af den internationale sikkerhedsorden.
“Fornuftens udfordringer” er en kritik af dømmekraften i spændingsfeltet mellem videnskab, politik og æstetik — fra folketingspolitikere, der vil bestemme, hvad der er rigtig videnskab, over værdipolitik og humanioras krise til modstand mod status quo og kriseæstetikken i forbindelse med krig.
