“Adolph Hannovers liv og virke” er en samling af tre taler, som blev afholdt på Københavns Universitet i 1914 ved 100-året for den danske læge Adolph Hannovers fødsel. Hannover er kendt i historisk-medicinske kredse for sit omfattende videnskabelige forfatterskab, hvor han især har beskæftiget sig med mikroskopi og patologisk anatomi. Bogen rummer taler fra læge og professor i patologisk anatomi, Johannes Fibiger, ridder af dannebrog og professor i normal anatomi, Frederik Carl Christian Hansen, samt forfatter og professor i almen patologi Carl Julius Salomonsen.
Carl Julius Salomonsen (1847–1924) var en dansk læge og bakteriolog. Han var professor i bakteriologi ved Københavns Universitet og i 1895 oprettede han Serotherapeutisk Laboratorium, hvor der blev forsket i fremstillingen af serummer. Laboratoriet blev i 1901 omdannet til Statens Seruminstitut og Salomonsen blev ansat som direktør i instituttets første leveår. Han var desuden medstifter af Medicinsk-Historisk Museum — det senere Medicinsk Museion — og var i årene 1909–1910 rektor ved Københavns Universitet.
Salomon havde en stor interesse for kunst, og var stor fortaler for naturalismen. Hans afhandling «Smitsomme sindslidelser før og nu med særligt henblik på de nyeste kunstretninger» fra 1919 argumenterede for, at de moderne kunstretninger som ekspressionisme, futurisme og kubisme ikke alene var hæslige og frastødende, men ligefrem var et udtryk for smitsom sindslidelse. Afhandlingen medførte en heftig debat i det danske kunstmiljø.
