Knud, den Store

. De er tvillingesjæle, Siegmund og Sieglind

Det gibber i Knud, men da Kirsten ikke lader til at more sig synderligt, slår han det hen

Også i det spanske brev er der noget belærende under den venskabelige tone: „Jeg føler ikke, der er meget, jeg kan stille op på denne afstand, men måske burde du drage den lære af kalamiteten, at det er nødvendigt (særligt for vilde folk som os!) at være forsikret.“

Og så er der tiden, den gamle tid, den, de kom fra, som ikke har sluppet sit tag i ham. Måske heller ikke i hende. Sommetider tænker han, at de er to lidt bange børn, der er ankommet til en ny tid, som de ikke er fortrolige med, ikke kan orientere sig i.

Vi var højst væk i to timer, siger hun i det inkvisitoriske tonefald, hun bruger, når hun vil tvinge en elev til at indrømme, at det alligevel ikke er hunden, der har spist den ikkeafleverede danske stil.

Siden var der kommet mere spræl i ham – han havde været med til at danne en litteraturklub, hvor man læste moderne værker, ikke mindst de nye amerikanske, som de ikke blev præsenteret for i det antikverede pensum, uforandret siden mellemkrigstiden, og han havde tilsyneladende fået sig et par venner, herunder den litteraturinteresserede spirrevip Knud Madsen, som han ofte spadserede rundt med i frikvarteret, og som kunne melde, at Den Tavse Dansker var ret flink, når man lærte ham at kende.

Det er, fordi han skal gå i bette klas‘, dem i store klas’ møder mandag, onsdag og fredag.

tiden.“
KH, udateret, 1995.

han er stolt over at få huen på. Jo, han glæder sig over gratulationerne og buketterne med kort, som kommer fra naboer, familie og bekendte. Jo, han synes, det er sjovere

En dag kommer den anden Kirsten, Kirsten Rohde, og fortæller ham, at drengene er blevet enige om at bære en overdimensioneret