Den danske filosofiprofessor Harald Høffding giver en kort udlægning af begrebet human etik. Han diskuterer, hvilke egenskaber der skal være til stede i et menneske for, at man rent psykologisk har evnen til at forstå etik og handle etisk. Bogen tager stilling til human etik som generelt begreb og beskriver endvidere de vigtigste modsætninger, der omkring århundredskiftet, hvor bogen udkom, gjorde sig gældende på det etiske område.
Harald Høffding (1843–1931) var teolog og filosof og virkede gennem 30 år som professor ved Københavns Universitet. I løbet af sin karriere opnåede han en central position i det danske videns— og kulturliv og nød stor anerkendelse både i og udenfor Danmark. Høffding var yderst virksom hele sit liv, og tankegodset i hans bøger er stadig relevant i dag. Udover værkerne om etik, filosofihistorie og psykologi kendes han for monografier om Søren Kierkegaard, Jean-Jacques Rousseau og Baruch Spinoza.
