Samlede digte

Vær lille og drøm.

og det er din Overmagt:

At alting er endt. Og intet

tilendebragt.

SAADAN HAR HUN FORKYNDT SIG SELV
Jeg har intet og intet at gi.

Det er sandt og renfærdigt forkyndt.

Derfor er det jo ogsaa forbi,

før det endnu er begyndt.

Mine Kærtegn er ingenting værd.

Mine tøvende Ord er for smaa.

At jeg aldrig vil komme dig nær

maa du omsider forstaa.

Der er fattigt i mine Øjne.

Mit Hjerte er tomt som det drivende Hvælv.

Der er kun een Flamme som brænder

– den er mig selv.

Mine Hænder blev svage, fordi du

ingenting gav dem at bære.

Du har Ord med, som jeg engang har sagt dig.

Her er vi saa langt fra hinanden,

at alt hvad vi sir er forgæves

Tak for det – at du ingenting var

uden et Træ og grønt Græs ved dets Fod.

Natten tar alle Ting nær.

Der er klingende

tomt i det fjerne.

– – Vi gaar med hinanden i Haanden

ind i en Stjerne.

FORAARETS HORISONT
Verden er vaad og lys –

Himlen er tung af Væde …

Hjertet er tungt af Lykke,

lykkeligt nær ved at græde.

Det er den oprørske, frihedselskende digter, der falder før alder og gustne overlæg har meldt sig – Keats, Byron, Nordahl Grieg, de unge døde. Vi andre, der lever videre og altså bliver ældre, vil gerne ligne dem i al deres renhed og kalder dem derfor tidligt modne.