ben). Vi slyngede hendes arme om vores skuldre (under stort skrigeri fra Kalypso, da jeg ved et uheld tog fat i den brækkede hånd) og humpede væk derfra.
Ti meter henne ad græsplænen standsede Leo brat op. “Jeg glemte Fejstos!”
“Lad ham stå,” snerrede jeg.
“Hvad?”
“Vi kan ikke håndtere både ham og Kalypso! Vi kommer tilbage senere. Måske ignorerer blemmyerne ham bare.”
“Jamen hvad hvis de finder ud af, hvordan man tænder for ham?” sagde Leo ængsteligt. “Hvad hvis de gør ham noget ...?”
“MARRRGGGGH!” Et sted bag os rev Nanette resterne af den brændende kjole af. Fra livet og ned var hendes krop dækket af lys, lodden pels, lidt ligesom en satyr. Hendes øjenbryn ulmede, men derudover så hendes ansigt ubeskadiget ud. Hun spyttede aske ud og skulede olmt i vores retning. “Det var ikke pænt gjort! Fang dem!”
Jakkesættene var næsten over os, hvilket slukkede alt håb om at nå tilbage til Fejstos uden at blive fanget.
Vi valgte den eneste heltemodige mulighed, der var: Vi tog flugten.
Jeg havde ikke følt mig så gangbesværet siden det trebenede dødsløb med Meg McCaffrey hjemme i Halvblodslejren. Kalypso prøvede at hjælpe ved at sparke sig frem som en kængurustylte mellem Leo og mig, men hver gang hendes brækkede fod eller hånd bevægede sig, udstødte hun et skrig og sank sammen mellem os.
“Und-undskyld,” mumlede hun med ansigtet badet i sved. “Jeg skal nok ikke være nærkæmper.”
“Heller ikke mig,” måtte jeg indrømme. “Måske kan Leo holde dem stangen, mens ...”
“Hey, I skal ikke se på mig,” mukkede Leo. “Jeg er bare en mekaniker, der kan smide en ildkugle i ny og næ. Vores fighter er stadig derhenne