Vi havde alle sammen prøvet at styrte ud af en stald eller et brændeskur, fordi der var en skygge, der rørte sig, eller fordi der lød et bump af en slags, så der var altid nye historier at fortælle. Jeg kan huske engang, hvor Louisa sagde, at vi burde bede for mandens omvendelse. Det, hun mente, var, at det ville være bedre at gribe om nældens rod i stedet for bare at bede om guddommelig indgriben på den enkeltes vegne, hver gang der eventuelt var fare på færde. Hun sagde, det også ville beskytte de folk, der aldrig havde hørt om ham, og som ikke tænkte på at bede, inden de gik ud og malkede. Det syntes vi var klogt og voksent tænkt, og det gjorde vi, ja, i sandhed, vi bad i samlet flok. Hvilken virkning det havde, ved kun Gud. Men hvis du eller Tobias hører den historie, kan jeg godt love dig, at slynglen sandsynligvis er hundrede år nu og ikke længere en trussel for nogen