Min kamp VI

Når det gjaldt religion, var man også yderst varsom, kirken og staten var for længst adskilt, og de var gået så langt som til at præsterne ikke nævnte Gud eller Jesus eller Bibelen når de prædikede for eleverne, det kunne virke stødende, mange af dem kom jo fra muslimske hjem. Det var den samme forskelsfjendtlige ideologi der ikke ville acceptere mandlig og kvindelig, han og hun, som størrelser. Eftersom han og hun definerer køn, blev det foreslået at bruge hen for begge. Idealmennesket var et hen som så det som sin vigtigste opgave ikke at undertrykke nogen religioner eller kulturer ved at give sin egen kultur forrang. Denne totale selvudslettelse, som var aggressiv i sin nivelleringsvilje, men som opfattede sig selv som tolerant, var et fænomen i den kulturelle middelklasse

Der, alene i en etværelses, feminint indrettet lejlighed midt i Söder, læste jeg Gitta Serenys bog om Treblinka Into that darkness, den gjorde mig dårligt tilpas i to uger, og efter det læste jeg ikke mere om det, den vej var det ikke muligt at komme længere ad, der lukkede alt sig om sig selv.

Hvor gammel er han?
– Omkring femoghalvtreds, tror jeg.
– Og her sidder du. Gråt hår, gråt skæg. Fyrre år gammel. I er altså jævnaldrende. Du skal ikke finde dig i at blive behandlet sådan af en jævnaldrende.

motorvejen og kom ind på den smallere landevej

Det var ikke bare det at stemmen så åbenlyst troede på alt hvad Gunnar havde sagt til den, tilmed teorien om at det var min mor der havde indoktrineret mig, som gjorde ubehaget så stort at jeg fik kvalme da jeg sad der med røret i hånden, det var den snigende måde den gjorde det på, ligesom gav mig lidt anerkendelse for at jeg var god til at skrive samtidig med at den sagde at jeg løj og var løgnagtig, et umoralsk menneske, ja, den stemme talte til mig som om jeg var en forbryder. At Gunnar gjorde det, var en ting, han var trods alt dybt involveret i sagen, og det var mig der havde involveret ham, mod hans vilje, så uanset hvad han lirede af sig af anklager, var jeg selv skyld i det.

Stemmen blev stille i et par sekunder. Så sagde den, på en måde der lå langt inde:
– Som du sikkert forstår, har jeg talt med din familie.
– Du har talt med Gunnar?
– Ja. Han siger at det du skriver, ikke stemmer overens med virkeligheden. I bogen fremstår du jo som en helt. Men du er ikke så god i virkeligheden? Du gjorde ikke rent i huset, vel? Du kan knap nok gøre rent, er det ikke sådan det er?

Den ville vide på hvilken måde romanen handlede om virkeligheden. Da jeg havde fortalt det, sagde han at jeg sagde, at romanen handlede om virkeligheden men at den ikke stemte med virkeligheden, og ville vide hvordan jeg forklarede det.

Nu når vi sad der, han på sin kontorstol med hjul foran skrivebordet, jeg på en stol op ad væggen, spurgte jeg hvornår vi skulle redigere toeren. Den havde været færdig et stykke tid, men da postyret omkring etteren begyndte, forstod jeg at den ikke kunne udkomme i sin nuværende form, den var alt for aggressiv og i nogle passager næsten chikanerende; jeg havde været frustreret og vred da jeg skrev den, og frustrationen og vreden gennemstrømmede den på måder som nogle steder ville skade både mig og dem jeg havde skrevet om

og når jeg endelig havde skrevet en roman færdig, var han tvunget til at forholde sig til min onkel, som sendte fuldstændig vilde og chikanerende e-mails til ham, og tale i telefon med ham, foruden at være nødt til at ansætte et advokatfirma til at gennemgå mit manuskript og alle sagens detaljer.

Jeg var ikke i tvivl om at Fædrelandsvennen, som var avisen i Kristiansand, ville gå så tæt ind på virkeligheden som de kunne. De var sikkert forargede, for det private skrev man ikke om, og det var heller ikke usandsynligt at de havde talt med Gunnar og ville køre mig så hårdt de kunne om det. Retssag, uefterrettelighed, hensynsløs udnyttelse af uskyldige mennesker for egen vindings skyld.