«Jeg tvivler ikke om, at den moder, der sørger over sit døde barn, vil protestere, måske endog forarges, når man siger hende, at hvad hun føler, er sit legemes træthed og slaphed, sin blodfattige huds kulde, sin hjernes mangel på evne til at tænke klart og rask — alt belyst af erindringen om disse fænomeners årsag. Men der er ingen grund til at indigneres; thi hendes følelse bliver lige stærk, dyb og ren, enten den stammer fra den ene kilde eller fra den anden, men den kan ikke eksistere uden sine legemlige attributter. Tag hos den rædselsslagne de legemlige symptomer bort, lad hans puls slå roligt, hans blik være livligt, hans farve sund, hans bevægelser raske og sikre, hans tale kraftig, hans tanker klare — hvad bliver der så tilovers af hans skræk?»
Den danske læge og psykolog Carl Langes bog fra 1885 giver udtryk for en populær teori i datidens psykologiske forskning, nemlig at psykiske følelser er direkte, hvis ikke udelukkende, forårsaget af fysiologiske påvirkninger, og kun via fysiologiske påvirkninger kan de ændres.
Carl Lange (1834–1900) var en dansk læge og psykolog. Han er særligt kendt for sammen med William James at have udviklet James-Langes teori, der groft sagt går ud på, at man ikke græder fordi man er ked af det, men at man er ked af det, fordi man græder som resultat af udefrakommende fysiske påvirkninger. James-Langes teori var dominerende inden for psykologien frem til 1937, hvor William Cannon, der var elev af William James, kritiserede den.
