Eva Tind

Citronbjerget

Sui forlader sin mand uden helt at kunne forklare hvorfor. Da hun modtager et brev om, at hendes ukendte bedstefar har ladet hende arve en hytte på Citronbjerget, beslutter hun sig for at rejse fra Danmark til Korea. Selvom Sui har rødder i landet, er alt fremmed. Selv hytten føles ubekvem, da den tårnhøje bedstefar har dimensioneret den efter sin egen krop. Kan hun overhovedet spejle sig i ham, når han er død? Hvem er den mand, der opsøger hende og påstår, at de kender hinanden? Og hvorfor ligger der bittesmå påfuglevifter i tændstikæsker i køleskabet? Da hyttens gartner anklages for mordbrand, og hans datter forsvinder, suges Sui ind i et familiedrama, der forankrer hende på bjerget og sætter hendes skilsmisse i et andet lys.
CITRONBJERGET er et forunderligt sted og en roman om at miste fodfæstet og genfinde balancen. En fortælling om kærlighed — den man fravælger, den man mister og den, der blomstrer helt af sig selv.
186 печатни страници
Оригинална публикация
2023
Година на публикуване
2023
Издател
Gyldendal

Други версии

Вече чели ли сте я? Какво мислите за нея?
👍👎

Впечатления

  • Margit Jensenсподели впечатлениепреди 8 месеца
    👍Струва си да се прочете

    god historie

  • Metteсподели впечатлениепреди 4 месеца
    👍Струва си да се прочете

  • Hanne Gjerløffсподели впечатлениепреди 5 месеца
    👍Струва си да се прочете

Цитати

  • Søren Hallanderцитирапреди 8 месеца
    Den bog, jeg læser, handler om de sange og dansemønstre, shamanerne udfører ved ceremonier. Jeg ved ikke ret meget om koreansk shamanisme, kun, at halaboji var baksu, og at de rekvisitter og kostumer, der er her i huset, er blevet brugt til at udføre shamanistiske ritualer, såkaldte guts. Jeg er ikke i tvivl om, at ritualet på bjerget var en gut
  • Søren Hallanderцитирапреди 8 месеца
    Ja, dovenskab holder én tilbage, men ikke alder. Det er en forvrøvlet indstilling, at noget hører bestemte aldre til. Man ældes, når man begynder at opdele ting i før og nu, alting findes altid samtidig. Så længe vi er her, er ingenting for sent.
    – Så begynder jeg at gå med rottehaler igen. Og sjippe
  • Søren Hallanderцитирапреди 8 месеца
    Hudens porer åbner sig. Følelserne sidder i huden som rurer, én i hver pore, små, hvide, hårde knopper, som havet bliver ved med at skylle ind over. En rur lever i et hvidt, vulkanlignende hus. Toppen af huset består af fire kalkplader, der kan åbne og lukke som en dør. Inde i huset ligger dyret på ryggen, fastgjort med antenner til en hindeagtig bund. Dets lange, slanke lemmer er dækket af tætte børster, der bruges til at bringe føde og vand ind i huset

На лавиците

  • Bookmate
    Ugens bog
    • 405
    • 236.6K
  • Bookmate
    Gaven til mor
    • 16
    • 36
  • Anne-mette Esmann Hjorhöy
    Har læst AM
    • 88
    • 1
  • Anders Thorup Nørgaard
    Jytte
    • 243
fb2epub
Плъзнете и пуснете файловете си (не повече от 5 наведнъж)