Mod verdens tag

arbejde. Efter en okay nat i Camp 1 tog jeg sammen med en spanier ved navn Carlos hul på det stejle stykke op mod Camp 2. Fixrebet lokkede, for vi kunne spare mange kræfter ved at benytte det. Spanieren tænkte det samme, men vi holdt fast i en rute, som jeg havde lagt tidligere på sæsonen.
Vi nåede Camp 2 og holdt en pause, inden jeg uden Carlos valgte at fortsætte mod Camp 3 i knap 7.500 meter på selve graten af Shishapangma. Campen var ofte vindblæst, men lå strategisk godt placeret. Derfra var der ikke langt til selve toppen, og nedstigningen kunne i godt vejr gøres nogenlunde sikkert. Problemet var bare at komme derop.
Vejret slog om, og på det svære stykke over 7.000 meter måtte jeg sætte tempoet ned. Derefter kom en udfordrende, stejl væg på 350 meter, hvor den hårde vind havde fejet sneen væk. Nedenunder var isen hård som granit, og det gav et stød i min krop, hver gang stålet fra min økse ramte væggen. Jeg begyndte at kunne mærke det hårde arbejde sætte sig i kroppen. Mine muskler syrede til, men der var intet at gøre. Jeg skulle op til lejren, og det skulle snart til at være. Langt om længe nåede jeg Camp 3, hvor jeg blev mødt af en østriger. Han var taget afsted tre dage tidligere og havde været på centraltoppen, men altså ikke selve hovedtoppen. Østrigeren var træt og manglede mad og vand, ligesom han var løbet tør for gas. Jeg gav ham en dåse gas og en pakke chokolade, selv om jeg måske selv kunne få brug for det. Han manglede bare begge ting desperat.
Jeg kravlede udmattet ind i teltet og gik i gang med at smelte is over gasbrænderen. Proceduren var som altid langsommelig, og endnu værre var det at skulle udføre øvelsen i duntøj, med handsker på og en temperatur i teltet på minus 28 grader. Jeg væltede i træthed min gryde med vand og forbandede det hele langt væk. I så stor højde er væske ekstremt vigtigt, for uden væske