Kampen om sandhederne

Som arbejdskraft skulle de leve disciplineret, men som forbrugere skulle de følge deres impulser.

Den antikke betegnelse for den suveræne selvbeherskelse var „enkretia“, der kan oversættes til evnen til selvovervindelse, til at modstå fristelser og beherske sig selv.

Det mest bemærkelsesværdige karaktertræk ved Anders Fogh Rasmussen er hans determination.

Gennem 70’erne blev Anders Fogh Rasmussen i Venstre kendt som „røde Anders“ på grund af sine sympatier for det progressive skattesystem og forestillingen om et konstruktivt regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.

Kampen mod den økonomiske overklasse syntes at forsvinde ud af Foghs klasseanalyse i 90’erne og frem.

Gennem 70’erne og 80’erne opererede Anders Fogh Rasmussen med et treklasseskema: Den lille mand var oppe imod både eksperterne og de rige.

Kulturkampen var horisonten, som bestemte koordinaterne for den politiske og den økonomiske kamp.

Et demokrati kan ifølge Jürgen Habermas ikke garantere sine borgere at sikre visse nationale, kulturelle, etniske eller religiøse værdier uden at gøre vold på deres demokratiske selvstændighed som borgere.

Sammenhængskraften er blevet det nye ord for det, som man tidligere kaldte solidaritet.

Det er i det perspektiv interessant, at en „kulturkamp“, som skulle rehabilitere den „almindelige sunde fornuft“ promoverer en anden elitær synsmåde, som godt nok appellerer til en almindelig husholdningsfornuft, men som stadig anlægger et syn på mennesket, som ingen i praksis ville kunne leve med.