Flugten fra friheden

Den eneste målestok for frihedens realisering er den, hvorvidt det enkelte menneske aktivt tager del i tilrettelæggelsen af sit eget og samfundets liv, og jeg tænker her ikke blot på det rent formelle, at det afgiver sin stemme, men på hele dets daglige virke og dets forhold til sine medmennesker.

det er ikke længere underordnet traditionelle autoriteter, det er blevet ’et individ’, men samtidig er det blevet isoleret og afmægtigt, et redskab for ydre kræfter, dets forhold til sig selv og til andre er blevet køligt og fremmed; yderligere, at denne tilstand underminerer jeg’et, svækker og skræmmer mennesket og gør det rede til at underkaste sig nye former for tvang. Positiv frihed er derimod identisk med virkeliggørelsen af individets potentialiteter, og med dets evne til at leve aktivt og spontant.

Vor definition af et ægte ideal må da blive, at ethvert mål, der fremmer jeg’ets udvikling, frihed og lykke, er et ægte ideal, og vi må definere de fiktive idealer som tvangsmæssige og irrationelle mål, som subjektivt er ’tiltrækkende’ oplevelser (for eksempel trangen til underkastelse), men som i virkeligheden er livsskadelige.

Hvad der er godt eller ikke godt for mennesket, er ikke et metafysisk, men et empirisk spørgsmål, som kan besvares på grundlag af en analyse af menneskets natur og den virkning, visse vilkår har på det.

Vi må erkende forskellen mellem ægte og fiktive idealer, som er lige så fundamental en forskel som den, der er på sandhed og løgn. Alle ægte idealer har ét til fælles: de er alle udtryk for ønske om noget, som endnu ikke er fuldbyrdet, men som det er ønskeligt at gennemføre, fordi det vil tjene menneskets lykke

I netop denne polaritet ligger kærlighedens dynamiske egenskab: den udspringer af behovet for, nødvendigheden af, at forlade den tilstand, hvor individet er adskilt fra verden og andre mennesker, og den fører til en bliven ét med dem – uden at individualiteten elimineres.

Kunstnerens position er imidlertid sårbar, for det er et fåtal, for hvem det lykkes at få deres individualitet og spontaneitet anerkendt og respekteret; hvis det ikke lykkes kunstneren at sælge sin kunst, vil han for sine samtidige blot være en excentrisk person, en ’neurotiker’

Vi kan i virkeligheden definere kunstneren som et individ, der er i stand til at udtrykke sig spontant.

Vi mener, at jeg’ets virkeliggørelse ikke opnås gennem tænkning alene, men ved at hele menneskets personlighed realiseres ved at dets emotionelle og intellektuelle potentialiteter kommer til udtryk

Tabet af identiteten gør det endnu mere påkrævet at ty til konformiteten; dette vil sige, at man kun kan være sikker på sig selv, hvis man sørger for at svare til andres forventninger.