Foran mig sidder dette menneske og berører mit knæ med sit – et livsvarmt, tænkende væsen; der er i ham noget, jeg trænger til i mit liv, noget, som skal udvide og fuldende mit jeg. Et ubegribeligt, kompliceret væsen – et kar, indesluttende en ufattelig tankehvirvel. Hvordan jeg end forholder mig til ham – han er en del af mig selv, lever et eller andet sted i mig, min tænken beskæftiger sig med ham, og på min sjæl hviler skyggen af hans. I morgen – om en time slettes han ud med alt, hvad der skjuler sig i hans hoved og hjerte, og hvad jeg tror at læse i hans skønne blik. Når han ikke mere er til, er en af de levende tråde, der forbinder mig med verden, bristet; vel bliver erindringen tilbage – men den er for evigt begrænset og uforandret, indesluttet helt og holdent i mig. Det levende, det foranderlige er borte ...
Men dette er kun tanker, og bag dem ligger det, som ikke kan fattes i ord – det, som vækker tanken, som bydende tvinger til fordybelse i alle livets fremtoninger og af hver enkelt fordrer et svar – dette hvorfor?