Buddenbrooks

Da Buddenbrooks’ sørgeår endnu ikke var omme, blev de to forlovelser kun fejret i familiens kreds

Hans fædrene bys mure, som han med vilje og bevidsthed havde lukket sig inde bag, åbnede sig og blottede verden for hans blik, hele den verden, han i sine unge år havde set et og andet lille stykke af, og som døden nu lovede at skænke ham helt og holdent. Rummets og tidens og dermed historiens bedrageriske erkendelsesformer, bekymringen for en glorværdig, historisk videreeksistens i efterkommernes person, frygten for en eller anden endelig historisk opløsning og nedbrydning, – alt dette frigav nu hans ånd og hindrede ham ikke længere i at begribe den vedvarende evighed. Intet begyndte og intet hørte op. Der fandtes kun en uendelig nutid, og den kraft i ham, der elskede livet med en så smerteligt sød, påtrængende og længselsfuld kærlighed, og som hans person kun var et forfejlet udtryk for – den ville altid forstå at finde adgang til denne nutid.

Og jeg har håbet at leve videre i min søn? I en endnu mere ængstelig, svag og vaklende personlighed? Barnlige, vildførte dårskab! Hvad skal jeg have en søn for? Jeg behøver ingen søn! … Hvor jeg vil være, når jeg er død? Jamen det er så lysende klart, så overvældende enkelt! Jeg vil være i alle dem, der nogen sinde har sagt, siger og vil sige „jeg“: men især i dem, der siger det mere fuldtonende, kraftigere, gladere …

Et sted i verden vokser der en dreng op, veludrustet og vellykket, begavet nok til at udvikle sine evner, rank og ubekymret, ren, grusom og livlig, et af disse mennesker, som de lykkelige bliver lykkeligere ved at se og som driver de ulykkelige til fortvivlelse: – Det er min søn. Det er mig, snart … snart … så snart døden befrier mig for den usle illusion, at jeg ikke både er ham og mig …