Hvor er stjernerne når det er lyst

Nu var der en, der hed viceinspektør Hylby, med sort krøllet hår, som så bekymret ud. Han trak i et reb i en stor klokke, der hang udenfor ved indgangsdøren for enden af trappen. Det lød som Holte Kirke søndag formiddag og betød, at vi blev “ringet ind”.
I skolegården blev vi stillet på rækker to og to. A-klassen og B-klassen. Jeg stod ved siden af Mette Astrup, der var datter af Poul og Bente Astrup.
Bagefter blev vi hentet ind i klassen af vores klasselærerinde, frøken Christine Christoffersen.
Bordene var af brunt gammelt træ, med indbyggede bænke og en klap, der skulle åbnes. Foran var et hul med blækhus.
Vi måtte sætte os, hvor vi havde lyst, sagde hun.
Jeg satte mig ved siden af Mette lidt nede til venstre.
“Jeg hedder frøken Christoffersen og er jeres klasselærerinde. I skal sige du og Stoffer.”
Så delte hun bøger ud. En til hver. En rød tynd bog, Ole Bole ABC.
“I morgen får I et hæfte til at skrive i. Husk penalhus med blyant og viskelæder.”