Menneskerettigheder

Nationalisterne havde problemer med, at rettighederne var almene, abstrakte og uden rødder i nationale traditioner samt med, at de overskred nationens rum i gyldighed. Forbehold, som allerede den konservative Burke havde fremført umiddelbart efter 1789.
For arbejderbevægelserne var det anderledes, skønt konsekvensen gik i samme retning. Det er f.eks. betegnende, at social–revolutionære bevægelser (kommunister, socialister, anarkister osv.) ikke påberåbte sig menneskerettighederne. De blev selvfølgelig ikke negeret, men der var flere grunde til, at de – således som de var formuleret af amerikanerne og franskmændene – dårligt kunne bruges som henvisningsinstans for de ideer, der cirkulerede bland kommunister etc. Et af de afgørende punkter var her menneskerettighedernes begreb om ejendom. De social–revolutionære hævdede, at dette begreb var et rent borgerligt begreb, en ren fordom. I den franske Declaration hedder det i sidste artikel: “Da ejendommen er ukrænkelig og hellig, må ingen berøves den, medmindre en lovlig fastslået offentlig nødvendighed indlysende kræver det og under betingelse af en retfærdig og forudgående skadeserstatning”. Den franske anarkist Proudhon (1809–1865) havde denne salut til ejendommen: “Ejendom er tyveri”.

”Den demokratiske styreform bringer ideen om politiske rettigheder ud til selv den laveste borger, lige som delingen af ejendommen placerer ideen om ejendomsret, som noget der er indenfor rækkevidde for alle. I mine øjne er det en af styreformens største fortjenester

I den vestlige tradition har disse fem størrelser ret, rettighed, retfærdighed, pligt/forpligtelse og loven altid spillet sammen. Alligevel er der historisk set iøjnefaldende forskydninger i den vægt, der er blevet lagt på den enkelte størrelse. Mens vægten i oldtiden og helt frem til det moderne er lagt på retfærdighed, som altid opfattes som det, der støtter og stabiliserer helheden (samfundet) og går forud for den enkeltes ret og rettigheder, lægges vægten i det moderne fra sidst i 1700tallet netop på den enkeltes rettigheder.

I økologiorienterede sammenhænge kan man begynde at ane kravet om, at naturen også har rettigheder, men det ses der her bort fra.

Når vi i dag taler om menneskerettighed, refererer vi næsten altid direkte eller indirekte til FNs Verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948. Denne erklæring bygger igen tydeligt på to forudgående menneskerettighedserklæringer, nemlig den som fremkom i forbindelse med Den amerikanske Uafhængighedserklæring i 1776, og så erklæringen der blev fremsat under Den franske Revolution i 1789.
Det er bemærkelsesværdigt, at et fænomen som formulering af menneskerettigheder, som vi i dag er tilbøjelige til at opfatte som nærmest selvfølgelig, ikke er meget ældre end godt og vel 200 år. Det er også iøjnefaldende, at der mellem de to første formuleringer og så FNs erklæring går mere end 150 år.