Ravnenes hvisken – Bog 3

Men jeg vidste, at jætterne – akkurat som naturen – ikke besvarede gave med gave.

Jeg vågnede på gulvet.

Hrafnheim var ikke varmere end Midgård.

Jeg havde sidestik af at løbe de mange kilometer fra Elias’ hus, men jeg havde presset mig selv videre med en blanding af kræfterne fra de mange vølver i Vinr og ren og skær viljekraft.

Jeg bed mig i min frosne læbe.

Niels pegede på kortet på spisebordet. “Der er et maddepot i hver af de her fem regioner. Vi har heldigvis bibeholdt dem i tilfælde af atomkrig. Med en stram fordelingspolitik kan vi klare den til næste sommer. Der bliver smalhals, men mennesker er seje.”

“Jeg går ud fra, at du har en god grund,” sagde hun med en snusfornuftig mine.

Først var vandet så koldt, at jeg troede, at jeg skulle besvime.

Eskild hev luft ind gennem fortænderne med en sugende lyd.

Hverken jeg eller Varnar kommenterede digtet, for vi havde ikke lyst til at gætte på, hvem af os der var mærket af Hel.