Throne of Glass #5: Lysets dronning

Velkommen til mit hof, nådigfrøken.“

Jeg har vandret på jorden i århundreder, fra kejserriger til kongedømmer til ødemarker uden på noget tidspunkt at slå mig ned eller standse. Ikke et eneste øjeblik. Jeg kiggede altid mod horisonten, spekulerede altid på hvad der ventede bag det næste hav, det næste bjerg. Men jeg tror ... jeg tror at jeg hele tiden, i alle de århundreder, bare har ledt efter dig.“

„Jeg redder verden,“ sagde Aelin med rusten stemme, „og alligevel vågner jeg op til en knotten dig.“
„Det var en fælles indsats,“ sagde Rowan fra en stol i nærheden. „Og jeg er knotten af mindst tyve forskellige årsager hvoraf de fleste har noget at gøre med at du træffer de mest dumdristige beslutninger jeg nogensinde .

Men de holdt fast på hinanden. Fortid og nutid og fremtid. Flakkede mellem en ældgammel sal i et bjergslot over Orynth, en bro udspændt mellem to glastårne, og et tredje sted, perfekt og mærkeligt, hvor de var skabt af stjernestøv og lys.
En mur af nat slog dem tilbage. Men de kunne ikke bremses.
Mørket standsede for at få vejret.
De eksploderede.

„For en bedre fremtid,“ sagde hun.
„Du kom tilbage,“ sagde han som om det var et svar.
De tog hinandens hænder.
Således endte verden.
Og den næste begyndte.

De var uendelige.
De var begyndelsen og slutningen. De var evigheden

Lad os bringe stjernerne ud af fatning.“

„Du giver mig lyst til at leve, Rowan,“ sagde hun stille. „Ikke overleve. Ikke eksistere. Leve

ved det strejf af et kys, svaret på et spørgsmål han havde stillet i århundreder

„De forsøgte at skyde min ... Rowan gennem hjertet. Og jeg reddede hende alligevel.“

Jeg ville finde dig. Jeg er ligeglad med hvor mange regler jeg ville bryde. Om jeg så måtte samle alle tre nøgler selv og åbne en port, ville jeg finde dig. Altid.“