Marianne Linneberg Rasmussen

knoglerne, fordi han ikke rørte sig

„Jeg kom ligesom … og det var altså kun den ene gang, og jeg var rigtig sur og ret fuld og … Altså. Jeg. Altså. Jeg kom måske … til at gå lidt i seng med en anden mand.“ Kerensa bøjede hovedet i skam.

Polly veg tilbage – hun var virkelig rystet.

„Hvad gjorde du?“

„Jeg var rigtig vred.“

„Så vred, at du snublede og landede på en tissemand?“

„Jeg kom ligesom … og det var altså kun den ene gang, og jeg var rigtig sur og ret fuld og … Altså. Jeg. Altså. Jeg kom måske … til at gå lidt i seng med en anden mand.“ Kerensa bøjede hovedet i skam.

Polly veg tilbage – hun var virkelig rystet.

„Hvad gjorde du?“

„Jeg var rigtig vred.“

„Så vred, at du snublede og landede på en tissemand?“

„Vil du da ikke være med til fødslen?“

„Aldrig i livet! Jeg har hørt en eller anden sige, at det er ligesom at skulle stå og se på, at ens yndlingspub brænder ned.“

Ash syntes, at Agot var det morsomste menneske i hele verden, og hun kunne godt lide, at han fulgte i hælene på hende som hendes eget semipermanente publikum, så de var perlevenner, for Ash havde haft held med at undgå de frygtelige skærmydsler, Agot af og til startede med andre sagesløse børn, der havde begået den frygtelige synd eksempelvis at eje et lidt mere farverigt penalhus end hende.

„Men du tror helt klart på Gud?“

Han trak på skuldrene og smilede venligt.

„Spørg en hvilken som helst naturvidenskabelig forsker. Der er helt klart noget, der kigger på os.“

„Jeg troede, du kunne morsealfabetet?“

Jeg ved godt, at det her lyder forfærdeligt, men så snart det gik op for mig, at det gav mig mere opmærksomhed end min dejlige, populære bror, snakkede jeg ikke om andet, og det må virkelig have været ulidelig kedeligt at høre på.

And I find where I belong –