Johannes Sløk

Som i tilfældet med døden gælder det, at friheden ikke må forstås som det, man er angst for; man er netop ikke angst for noget, thi angsten er uden genstand, og dette genstandsløse er friheden, den tomme totale frihed.

Når angsten forstås på denne måde får den igen en teleologisk funktion; den driver mennesket til – ikke just at holde ud i intetheden, skønt man godt kunne udtrykke sig således – men til at tage tilværelsen på sig, i frihedens indsats give den et indhold, som man tog ansvaret for, og som man i kontinuitet holdt ud i. Men hvorfor skal denne proces just sættes i gang af og igen slå ud i angst? Fordi – svarer Sartre – jeg på den ene side ikke kan undgå at gøre mig selv til nøjagtigt det, jeg vælger, og der på den anden side ikke forefindes nogen som helst retfærdiggørelse for valget. Der er en modsigelse i, at mennesket således står på spil i en proces, som der ikke gives nogen norm for; det er en fundamental absurditet i livet – og det er en absurditet, der er anderledes forstået end den, vi tidligere har talt om – at mennesket ud af den rene tomhed skal frembringe sig selv og en verden, at det er fordømt til på en så guddommelig måde at tage livet på sig.

Men det er kun angsten i dens første form. Angsten i dens anden form er udtrykket for den modsigelse, at skønt der ikke foreligger nogen norm på forhånd og som sådan, er det dog i en eller anden forstand et krav til mennesket, at hvad det end vælger, skal det vælge det totalt. Om det ikke skal forsvinde i de mange projekter og miste sin sammenhæng, sin identitet, må det nødvendigvis blive ved sit valg. Mennesket kan med andre ord ikke én gang for alle komme igennem valgets proces og dermed blive angsten kvit. Da intet andet kan binde friheden end friheden selv, kan angsten ikke skaffes af vejen.

Endelig er angsten også udtryk for den tredje bestemmelse ved frihedens valg, at man nemlig aldrig kan undgå
at udføre eksemplariske handlinger. I handlingens øjeblik overtager jeg ikke alene ansvaret for mig selv og min egen eksistens, men jeg bliver ansvarlig for den norm, der som sådan forpligter enhver. Ved ikke at kunne finde nogen retfærdiggørelse uden for sig selv bliver handlingen sin egen retfærdiggørelse, og det individ, der udførte handlingen, må nu bære det totale ansvar. Friheden, valget og ansvaret er de tre grundbestemmelser ved eksistensen, der viser sig i angsten, og da de som grundbestemmelser ikke kan skaffes af vejen, er angsten uovervindelig.

Der gives imidlertid en tredje eksistentialistisk type, den apriorisk orienterede, som vi lod Kierkegaard stå som repræsentant for. Ifølge denne betragtningsmåde er det ejendommelige ved eksistensen modsætningen mellem indholdet og eksistensen i indholdet. Indholdet betyder, at mennesket virkelig er noget; det er bestemt af den historiske tradition, det er født ind i, af det miljø, det er vokset op i, og af den karakter, det individuelt er udstyret med; disse tre ingredienser indgår i en fast forening og udgør tilsammen menneskets indhold.

Men i tilbagestødets bevægelse opdager mennesket sin frihed, ikke den tomme frihed til hvad som helst, men friheden til sig selv, til at vende tilbage til det, det er, thi man kan ikke springe sig selv over. Friheden er krisen, hvor det skal afgøres, om mennesket er til i uoprindelighed eller om det vil gøre sig oprindeligt i valget og overtagelsen. Den eksistentielle modsigelse er ikke en modsigelse mellem mennesket og verden, men i mennesket mellem det, det er, og kravet om at blive det, det er.

Glæden er til gengæld utvetydigt en grundstemning og spiller en altdominerende rolle hos Kierkegaard. Glæden er ét med at være hos sig selv, eller simpelt hen at være et selv. I glæden er man aldeles nærværende, helt ud virkelig; man har iklædt sig sit indhold, er glad til stede i det, og er ikke glad, fordi indholdet i sig selv er så fornøjeligt, men fordi man omsider er blevet identisk med det og er blevet identisk med det, hvordan det end vil arte sig. Glæden er frelsen, den opfyldte eksistens, det mål, der skal nås, og som det i hvert eneste øjeblik igen står en frit for at nå.

Det er overflødigt at analysere denne situation nærmere. Den er enfoldig og selvfølgelig. Det er derimod ikke overflødigt at gøre på det kraftigste opmærksom på den. Eksistentialisme bliver ofte beskyldt for at være så umådelig pessimistisk. Den taler udelukkende om ubehagelige ting, om fortabthed, uoprindelighed, intethed, død, angst, fortvivlelse, skyld osv. I det foregående har jeg behandlet de fleste af disse temaer. Man har imidlertid aldeles misforstået det eksistentialistiske livssyn, hvis man ikke har øje for, at det i sin grund er noget helt andet. Hvilken form eksistentialismen end optræder under, er den altid en
tilskyndelse til at gå ind i livet og tage det på sig. Den afskyer veghed, selvbedrag, virkelighedsflugt og romantiske drømmerier; den vil være nøgtern, den vil realistisk se livets kår i øjnene, den har vilje til at leve, men den vil gøre det oprindeligt og sandt, i redelighed og uden eskapisme. Og den tror på livet. Sartre har udtrykkeligt gjort opmærksom på, at han er optimist; han er overbevist om, at livet er muligt, og han er humanist i den forstand, at han anser livet for at være en menneskelig mulighed. Men mest programmatisk og med næsten evangelisk kraft er det for Kierkegaard alt om at gøre at slå dette punkt fast: at leve livet er ensbetydende med at leve det i glæde. Angsten og fortvivlelsen er gennemgangsstadier, den trange vej, der fører til målet: glæden over livet.