Herbjørg Wassmo

Om natten var hun altid alene. Selv når hun kunne krybe ind til Gorm og mærke varmen fra ham, var hun alene. De tanker, som dukkede op og forhindrede hende i at sove, eller formede drømmene til absurde skygger af levet og drømt liv, det var nattemenneskets tanker. Ængstelsen for alt det, der kunne ske, og den nagende uro for, at en bagatel kunne blive til en katastrofe, det var nattemenneskets byrde. Men i det øjeblik hun vågnede til en ny dag, var hun på en måde genfødt som en skabning, der kunne handle.

Men han var Gorm, som sad i Paris, byen, hvor han fik beskeden om Mariannes død. Og mens han sad sådan og så Ruts sovende skikkelse i sengen, kom disse ord flydende: ”Og lænet tilbage, med hængende arme, overvældet og flere gange gysende, hviskede han al længsels faste formel: – umulig her, absurd, forkastelig, latterlig og dog hellig, agtværdig selv her: ’Jeg elsker dig!’”
Han noterede ordene, sådan som han huskede dem. Og det slog ham, hvor tomme ord kan være. Hvor hule og forførende. Falske. For havde han formået at skrive et eneste ord, hvis Rut havde ligget død på sengen nu? Nej. Han var sandsynligvis gået i total opløsning. Anede ikke, om han havde kunnet klare det. Vidste ikke, om han ønskede at klare det. Det slog ham, at han havde fortrængt den mulighed, at det var hende, der døde først. Han var et stykke over halvfjerds

Gorm sad og så på den sovende skikkelse i den alt for store badekåbe. Og en logisk tanke dukkede op. At der fandtes en svimlende uendelighed af mulig kærlighed i en fordømt, ondsindet verden. At det i sidste ende var kærlighed, som holdt alting i gang. Formentlig var der ingen grænser for kærligheden. Måske var hele den højstemte overlevering om den evige, ægte følelse for den eneste ene bare en fælde? Måske var den ophøjede passion en nødvendig drøm for at blive indfanget. At der til sidst kun fandtes en gudsbenådet evne til at hengive sig mentalt til et andet menneske. Død eller levende