Samleren

Han slukkede stearinlyset med en skarp ekshalation på dets flamme, trak to fyrretræsstole med skesæde hen til kaminstenen, den ene til Stephen med ryggen til forområdets vindue, den anden til sig selv når nødvendigt, knælede ned på det ene knæ, arrangerede på kaminristen et bål af korslagte pinde med harpiksender og diverse kulørte papirer og uregelmæssige polygoner af bedste Abram-kul til enogtyve shilling pr. ton fra Messrs Flower and M’Donalds lager, 14 D’Olier Street, antændte det på tre fremstikkende papirspidser med én strøget luciferfyrstik, hvorved han frigjorde den i brændslet indeholdte potentielle energi og lod dets kul- og brintelementer indgå i fri forening med luftens ilt.

en politiker i fjernsynet der snakker benene af en hest

en glorie over hovedet som krone over ansigtet hvis eneste

last er at det er født sløvere end den skarpeste kniv

noget mærkeligt noget at sige.

Jeg kan ikke komme i tanke om noget smukkere vejr.

Universelt estimeres det individs intellekt for meget lidt indsigtsfuldt betræffende hvilke emner end det af dødelige med sapientia begavede holdes for mest profitabelt at studere som er uvidende om det hvorom de i doktrinen lærdeste og til visse på grund af at den høje ånds smykke fortjenende veneration stedse urgerer på når de ved almindelig konsensus affirmerer at en nations velfærd andre omstændigheder i øvrigt lige ved ingen ydre herlighed hævdes mere probat end ved målet på hvor langt skatten af dens omsorg for den sig hastigt formerende kontinuering måtte være progrederet som er arveonder dersom fraværende når lykkeligvis tilstedeværende udgør det visse tegn på den almagtsfulde naturs ufordærvede benefaktion. For hvem er der som har kaperet noget af nogen signifikans uden han er sig bevidst at den ydre herlighed kan være overfladen af en nedadstræbende morastig virkelighed eller tværtimod nogen der er så uoplyst at han ikke forstår at eftersom ingen naturens velgerning kan måle sig med formeringens gaver påhviler det da enhver højst retsindig borger at blive sine ligemænds ekshortator og formaner og at grues ved at hvad i fortiden var af nationen excellent påbegyndt kunne i fremtiden ikke med lignende excellence opnås dersom en immodest vane vil have gradvis transformeret de ærværdige fra forfædre nedarvede sæder til hint hinsides lavpunktet at den til overmål var formastelig som fordristede sig til at rejse sig og erklære at ingen mere odiøs forseelse kan for nogen være end til glemsom forsømmelse at konsignere det samtidige evangeliske løfte og bud som pålagde alle dødelige med spådom om overflod eller mindskelses trussel hin lovpriste gentaget avlende funktion evigt uigenkaldeligt

hvorved maternitet blev så langt fjernet fra al uhelds mulighed at hvilken omsorg patienten end i hin kvindens allersværeste stund primært har haft fornøden og det ikke udelukkende for de yppigt rige men tillige for hende som ikke var tilstrækkeligt formuende og knap og hyppigt end ikke knap kunne subsistere tappert blev den hende ydet mod et ubetydeligt emolument

For hende var intet allerede da og siden på nogen måde i stand til at volde molest thi dette fornemmelig syntes alle borgere at uden hos mangavlende mødre kan velstand slet ikke være og eftersom de havde modtaget evighed guder dødelige slægt sømmede det sig for dem hende betragtende, når patienten selv var så sendrægtig, barslende i køretøj derad agende med umådelig ildhu blandt alle hverandre at tilskynde at hun monne modtages i hint domicil. O bedrift af viis nation ikke blot at se

Før født foster fryd fangede. I barmoder båren bønner ham bades.

En mand vejfarende stod for husdør om nattefald. Af Israels slægt var den mand der vide på jord havde vandret. Stærk medhu hos mand alene ham til det hus ledte

Af det hus A. Horne er herre. Ti og tre sinds tyve senge han holder der at barslende mødre kan ligge for at tåle og bære børn karske så Guds engel til Maria talede. Vågkvinder tu der vanker, vikkelsøstre hvide vågesyge. Ve stiller de, sygdom svalende: i tolv måner tre sinds ét